Fysioterapeuter åbner klinik i Vemb

Vemb_klinik-350x245Ulfborg Klinik for Fysioterapi åbner onsdag 22. maj 2014 en lille satellit-klinik i Vemb Hallen. I hallens 1. sal bliver indrettet et lille behandlingsrum, så nogle af Vemb-borgerne ikke længere behøver at transportere sig til Ulfborg eller Holstebro for at modtage behandling.

De nye muligheder i Vemb er kommet i stand efter aftale med Region Midtjylland, sådan at behandlingerne er dækket af den offentlige sygesikring. Det har været vigtigt, fortæller klinikejer Lene Dybdal.

“Alle behandlere, både læger og fysioterapeuter, er underlagt regulering fra sygesikringens side, så vi er naturligvis meget glade for, at Region Midtjylland bakker op om vores initiativ. Det betyder også, at patienter med en lægehenvisning kan opnå det normale tilskud på ca. 40 procent – præcis som når de bliver behandlet på hovedklinikken i Ulfborg,” siger hun.

I sin tilladelse til åbning af Vemb-klinikken skriver Region Midtjylland bl.a., at brug af flere praksisadresser kan “øge tilgængeligheden ved at reducere de geografiske afstande for patienterne”, og at det “især kan være relevant i lokalområder, hvor der er behov for større fleksibilitet for at tilgodese patienternes behov for kvalitet, nærhed og valgmuligheder”.

I Vemb Hallen vil det primært være fysioterapeut Rikke Mørup, som vil behandle patienter. Det glæder hun sig til.

Annonce_3spx150mm_Vemb_web“Vi har flere patienter på klinikken i Ulfborg, som har været kede af, at de ikke kan tage bussen fra Vemb, så de har enten skullet gå ned til stationen for at tage toget eller bruge taxa. Nu kan de i stedet ringe til os og få en aftale om behandling i Vemb Hallen, så de sparer både tid og penge på transport. Det er en service, som vi er glade for at kunne tilbyde,” siger Rikke Mørup.

Vemb Hallen er indrettet handicapvenligt, så selv om behandlingerne foregår på 1. sal, vil der være mulighed for at benytte lift, hvis det kniber med at tage trappen. Samtidig har Ulfborg Klinik for Fysioterapi indgået en samarbejdsaftale med Vemb Forenede Sportsklubber om, at klinikken kan hjælpe patienter i gang med selv at træne i Vemb FS’ fitnesscenter – forhåbentlig til gavn for både patienterne og de lokale sportsklubber.

Behandling i Vemb foregår efter aftale – det vil sige, at man bare skal ringe til Ulfborg-klinikken, som man plejer. Behandling af særligt plejekrævende patienter eller behandling med eksempelvis ultralyd vil fortsat foregå på klinikken i Ulfborg.

Top