30-årige Tobias Andersen er nyt ansigt hos Ulfborg Klinik for Fysioterapi. Med ham følger nye tilbud til patienterne om osteopatisk behandling – en autoriseret behandlingsform med fokus på hele kroppen.
Det kræver nok en forklaring, og det har altså overhovedet ikke noget med ostemadder at gøre: ”Osteopati” er græsk og betyder direkte oversat ”en lidelse i knoglerne”. Betyder det så, at en osteopat kan få det til at sige ”knæk” i ryggen eller nakken?
– Ja, det kan jeg. Den manuelle behandling af led er en del af osteopati. Men det er altså ikke det hele – langtfra! Ofte siger man, at osteopati har fået det bedste fra kiropraktor- og fysioterapi-uddannelserne og samler det i et helhedsorienteret syn på kroppen, hvor man har fokus på samspillet mellem knogler, led, bindevæv, muskler og organerne, fortæller Tobias Andersen.
Han er uddannet fysioterapeut og nyt ansigt på Ulfborg Klinik for Fysioterapi – og så er næsten færdig med sin næste overbygningsuddannelse inden for osteopati.
– Jeg fik dispensation til at begynde på osteopati-uddannelsen, allerede mens jeg læste til fysioterapeut, så nu jeg er godt i gang med det sidste af fire års uddannelse. Men uddannelsen er modul-opbygget, så faktisk må jeg allerede nu arbejde med de områder, som jeg har bestået eksamen i – og det glæder jeg mig til at bruge mere, end jeg allerede har gjort, fortæller Tobias.
Osteopati lyder måske lidt alternativt, men siden 2018 har det været en integreret del af sundhedstilbud i Danmark. Det betyder, at man som osteopatisk behandler har en autorisation, og behandlingen foregår under tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed – nøjagtigt lige som eksempelvis fysioterapeuter og læger. Det betyder også, at de fleste private sundhedsforsikringer – inklusive Sygeforsikringen ”danmark” – yder tilskud til behandlingen.
Før han blev uddannet fysioterapeut var Tobias Andersen ansat i Forsvaret, ved Jydske Dragonregiment i Holstebro, hvor han blandt andet var ”FUT-lærer” – altså instruktør i idræt. I fritiden er han stadig tennistræner, men hans faglige interesser rækker langt ud over højtydende sportsfolk.
– Her på klinikken har vi nok flest geriatriske patienter – altså mennesker, som har forskellige aldersrelaterede lidelser, for eksempel gigtsmerter. Det passer mig fint, for jeg er meget glad for at arbejde med ældre. Vi har rigtig mange gode redskaber til at hjælpe dem til et godt liv, og for mig bliver osteopati en integreret del af klinikkens tilbud – både til ældre og yngre patienter, siger han.
Tobias Andersen vil være fast tilknyttet klinikken i Vemb to dage om ugen. Resten af tiden er han tilgængelig på klinikken i Ulfborg.